O Jesus Christ, som manddom tog

1 O Jesu Christ, som Manddom tog
I rene Jomfru-Live,
Stor Kjærlighed dig dertil drog,
Vort Haab saa vilde du blive,
Du saa vor Synd og store Nød,
At os stod for den evige Død,
Os ˙elved stod aabent.

2 Det lodst du da forbarme dig,
Du kunde det ei lide,
At Djævlen tog os saa med sig,
Derfor saa vilde du stride,
Gavst dig saa her til Jorden ned,
Og gjorde os en evig Fred
Alt med din Død og Pine.

3 Og saa du sagde os det til,
At Troen vi skulle have,
Thi du est baade god og mild
Og vilos alle skaane,
Om Tro vi sætte fast derpaa,
At det skal med os være saa,
Som du os siger fore.

4 Du vorden est for Broder kjær,
Os til stor Pris og Ære,
Og altid vil os være nær,
Hvad kan man mere begjære?
Er det os ei en Glæde skjøn,
VorBroder er Guds eneste Søn,
Hvo kan os nu fordærve?

5 Pris være dig evindelig,
Som os den Naade beviste,
At vi nu er Guds Børn med dig,
O kjære Broder Christe!
Saamaa nu hver Mand være glad,
Og takke Gud i allen Stad,
Hun er vor kjære Fader.

Source: Psalmebog, udgiven af Synoden for den norske evangelisk-lutherske Kirke i Amerika (2nd ed.) #197