O Frelser, som er lys og Livet

1 O, Frelser, som er Lys og Livet,
Min Hyrde god, Immanuel!
Dig har jeg engang mig hengivet,
Paa dig forlader sig min Sjæl.
Jeg vil mig selv ei mere føre,
Nei, ene dig min Sjæl skal høre;
Saa gaa nu med mig, hvor jeg gaar,
Og led mig, saa hvert Fjed maa være
Alene rettet til din Ære,
Fuldfør du det, jeg ei formaar!

2 Den gode Græsgang du kan kjende,
Og den, som mig er skadelig;
Dit Faar fra Føde sig lad vende,
Som lokker det bedragelig!
O, lad ei mere mig forvildes,
Og ei den gode Føde spildes,
End ikke ved det bedste Skin!
Ak, fæst min Sjæl paa dig, min Klippe,
Hold mig og lad mig dig ei slippe
I Fristelse, fæst selv hvert Trin!

3 Du ville mig og stedse drive
Til Vagt og Bøn og Strid i Tro!
Dit Ord lad i mit Hjerte blive,
Din Aand, dit Liv lad i mig bo!
Din Røst min Hjerte stedse røre,
At jeg min Gang med Frygt maa føre,
Som for dit Ansigt, til dig vendt!
Lad mig ei lad og lunken være,
Men ved din Naade Frygter bære,
Dit Liv i mig lad være kjendt!

4 Ak, gjor mig engang tro og stille,
At følge dig enfoldelig!
Alene din fuldkomme Vilje
Min Vilje skal hengive sig.
Lad mig ei mer for mig begjære,
End at alene jeg maa være
Dit store Navn ti Lov og Pris,
Lad det mit Øiemærke blive!
Jeg vil mig her paany forskrive
At være din; mig Hjælp bevis!

5 Lad mig i dig din Fader prise,
Som den, der selv er Kjærlighed,
Og lad din Aand mig klarlig vise
Dig, som en Skjænk af ham bered,
Hans Kjærlighed mig at forklare,
At han sin Søn ei vilde spare,
Saa at jeg maa af Hjertens Grund
Ham elske og mig selv frembære
Som Offer, ham til Lov og ære,
Til ak og Pris i allen Stund!

6 Saa lever jeg med dig i Glæde
Og hviler roligt i dit Skjød;
Som Brud jeg da tør ikke græde,
Thi Dine styrter ingen Nød;
Jeg frygter ei for nogen Plage,
Kan jeg min Brudgom kun behage
Og være smykket og bered.
Ak, drag dog alle mine Sinde!
Hvad dit ei er, lad plat forsvinde,
O rene Glans i Evighed!

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #710