Jesus som min Sjæl saa trolig

1 Jesu, som min Sjæl saa trolig
Ved din haarde, bitre Død
Udaf Satans mørke Bolig
Og af Syndens svare Rød
Vilde kraftelig udrive
Og mig det tikjendegive
Ved dit Ords den søde Røst,
Vær dog nu mit Skjold og Trøst!

2 Trolig søgte du af Naade
Efter de fortabte Faar,
der de løbe i stor Vaade
Veien, som til Helved' gaar.
Ja du Satans Overvinder,
Har de hjerteklemte Synder'
Selv til Vedring kaldet saa,
At jeg billig komme maa.

3 Ak, jeg synder tusind' sinde,
Ak, jeg feiler mangeled!
Intet er hos mig at finde
Uden Uretfærdighed:
Al min Idræt, Ord og Tanker
Fra Gud og hans Ord tidt vanker,
Udi Synden mangelund
Lever jeg hver Tid og Stund.

4 Jeg maa jo bekjende, Herre,
Intet Godt udi mig bor;
Det, vi vide godt at være,
Holder jeg vel Sjælen sor,
Men mit Kjod og Blod at tvinge,
Og det Gode at fuldbringe,
Følger ei, som det sig bør;
Hvad jeg ei vil, jeg dog gjør.

5 Jeg, o Herre, kan ei vide
Min Udyds Mangfoldighed,
Ve og Smerte vil mig slide
For min Uretfærdighed;
Hjertet er opfuldt med Vaade;
Lønlig Brøst forlad of Naade!
Ak, tilregn dog ikke mig,
Hvad jeg haver gjort mod dig!

6 Jesu, du har jo udslettet
Mine Synder ved dit Blod,
Lad mig derfor blive tvæltet
I din rige Naadeflod!
Og fordi du, ilde saaret,
Har min Sund paa Korest baaret,
Ak, saa fri mig, Herre kjær!
Sig at jeg din egen er!

7 Naar mig Helved' vil forstrække,
Og mig med sin Grumheds Id
Satan søger at opvække,
Og udføre i en Strid,
Hvor mig Fienden snart kan binde,
Da hjælp, Jesu, mig at vinde!
Du, min Dillid, hos mig staa,
At jeg forsage maa!

8 Dine Saar, som jeg ei glemmer,
Dine Nagler, Kors og Grav,
Dine hart tilbundne Lemmer
Vender alle Plager af;
Din den blodig' Sved og Klage,
Dine Strimer, Hug og Plage,
Al dinMarter, Angst og Død,
Jesu, er min TrOst i Nød.

9 Naar jeg skal for Dommen træde,
Hvilken Ingen kan undgaa,
Ak, da ville du mig redde
Og min Sag dig tage paa!
Herre, du kan ene gjøre,
At jeg ei den Røst skal høre:
Eder hos min venstre Haand
Jeg ei kjende vil og kan.

10 Du udgrunder al min Smerte,
Du, du kjender al min Nød,
der er intet i mit Hjerte
Uden din den haarde Død;
Se mit Hjerte til dig lænket,
Med dit dyre Blod bestænket,
Som for mig udgydet er,
Det dig ofres, Herre kjær!

11 Nu jeg ved, at du vil stille
Min Samvittigheds Uro;
Hvad din Troskab mig til Hvile
Har forjettet, vil jeg tro:
At af dem, du Livet giver,
Ingen Mand fortabet bliver,
Men du er ham evig huld,
Naar han er af Troen fuld.

12 Nu jeg tror, o styrk mig Svage,
At jeg ei skal undergaa!
Stil mit Hjertes Ve og Plage,
Lad mig ei beskjæmmet staa!
Paa din Godhed og Formue
Haaber jeg, til jeg skal skue
Dig, min Jesu, uden Strid
I den søde Himmelfryd.

Source: Psalmebog, udgiven af Synoden for den norske evangelisk-lutherske Kirke i Amerika (2nd ed.) #226