Jeg løfter høit til Herrens Borg

1 Jeg løfter høit til Herrens Borg
Mit Syn, naar jeg er stedt i Sorg,
Naar al min Trøst forsvunden er,
Til Gud am Hjælp er min Begjær;
Jeg tror paa hannem visselig,
Han vil og kan forsvare mig.

2 Paa megen Styrke, Magt og Mod,
Paa Rigdom, Venner, Visdom god
Vil Verdens Børn forlade sig,
Paa min Gud jeg fortrøster mig,
Han haver Himmel skabt og Jord,
Han hjælper mig efter sit Ord.

3 Frygt Gud, saa skal du stadig staa,
Din Fod skal dig ei glide fra,
Dit Kors dig Meen ei gjøre skal
Og føre dig i Syndefald;
Gud holder dig paa Sandheds Sti,
Der skal du vander frisk og fri.

4 Den Gud, som vogter dig saa vel,
Han, som bevarer Israel,
Han sover ikke nogen Tid.
Han slumrer ei, men med stor Flid
Hans Øine altid aabne staar,
Ser til, at du ei Skade faar.

5 Gud Herren er din Frelser sand,
Og hvad din Haand udrette kan
I Embed dit udi Guds Navn,
Det skikker han til Nytte, Gavn,
Hans Skygge, Skjul og Hjælp og Fred
Er hos dig hver en Stund og Sted.

6 Du skal ei føle Solens Brand,
Og Natten dig ei skabe kan,
Hvad ondt, som end kan komme paa,
Vil Herren selv dig frelse fra;
Og skal du græde Kinden vaad,
Til Glæde vender Gud din Graad.

7 Skal du end lide Sorg og Nød,
Og det saa varer til din Død,
Da tænk, det salig Ende faar,
Naar du til Gud fra Verden gaar,
Din Sjæl ta'r han i godt Forvar,
Da er den glemt den Sorg, du bar.

8 Naar du gaar ind, naar du gaar ud,
Hvad som du gjør efter hans Bud,
Hvad Tid det er, og paa hvad Sted,
Sin Trygge Gud dig giver med,
At han er din Beskjermer blid,
Og hjælper dig til evig Tid.

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #215