Fra mennesken har jeg vendt min hu

1 Fra Mennesken' haver jeg vendt min Hu,
Til dig min Sjæl opløfter,
O Herre Gud, bevar mig nu,
At Intet mig mistrøster!
Al min Tillid har jeg til dig,
Fra Skam og Skjændsel vogte mig,
At mine Uvenner ei glædes.

2 O herre Gud, til dig altid
Jeg mine Øine opløfter,
Frels mig af Snaren, jeg er udi,
Til Helved' mig Synden forpligter,
Forbarm du dig, o Herre Christ;
Thi jeg er arm og ussel vist,
Dertil af mange foragtet!

3 Min Ungdoms Brøst og Ufornuft,
O Herre, vil du forgjette,
Forlad mig al min store Utugt
Og mine Synder udslette
For Jesu Christi Rosensblad,
Som nøgen for mig paa Korset stod,
O Herre, ihukom dette!

4 For dit Navns Skyld, o herre Gud,
Udslet al' mine Synder!
Saa meget er det onde Ukrud
Og voxer alle Stunder;
Derfor, o Herre, lær du mig
Di Lov at følge rettelig,
Aldeles efter din Villie!

5 Herre er sød, retvis og god
Mod Alle, som ham paakalde,
Om de end noget af Veien gaa,
Han vil dem dog ei undfalde;
Han lærer dem sin Villie god,
Befæster den i Hjertets Rod
Alt efter sin egen Villie.

6 Guds Veie er' Sandhed visselig,
Godhed, Miskund og Naade,
Sit Løfte holder han tryggelig,
Opfylder det til Baade
For dem, hans Ord samtykke nu
Og elske ham af Hjerte og Hu,
Det Skriften os kundgjører.

7 Vis mig, o Herre, din Vei at gaa,
At jeg din Sti maa lære,
I Sandhed lær mig ret at staa,
thi du est Gud min Herre,
Min Hjælp og Trøst og al Tillid,
Dertil forlader jeg mig altid,
Trods dem, som mig forfølge!

8 Bevar min Sjæl, og hjælp nu mig,
At jeg nu ikke beskjæmmes,
Mit stadig Haab hat jeg til dig,
Din Villie lad hos mig fremmes,
Og hjælp nu Herre, af Sorrig og Ve
Israel dine Tjener,
Som dig alene tilhører!

Source: Psalmebog, udgiven af Synoden for den norske evangelisk-lutherske Kirke i Amerika (2nd ed.) #401