Den yndigste rose er funden

1 Den yndigste Rose er funden
Blandt stiveste Torner oprunden,
Vor Jesus, den deiligste Pode,
Blandt syndige Mennesker grode.

2 Alt siden vi tabte den Ære,
Guds Billedes Frugter at bære,
Var Verden forvildet og øde,
Vi alle i Synden bortdøde.

3 Som Tidsler ei mere kan due
End kastes i brændende Lue,
Saa tjente ei Verden til andet,
End vorde til Ilden forbandet.

4 Da lod gud en Rose opskyde,
Og Sæden omsider frembryde,
At rense og ganske forsøde
Vor Vekstes fordærvede Grøde.

5 Saa blomstrer Guds Kirke med Ære,
Og yndige Frugter kan bære,
Thi Jesus dens Grøde opliver,
Og Vædske i Veksterne giver.

6 Al Verden nu burde sig fryde,
Med Salmer mangfoldig udbryde,
Men Mangen har aldrig fornummet,
At Rosen i Verden er kommet.

7 Forhærdede Sjæle, som blive
Som torner og Tidsler saa stive,
Hvi holde I eder saa ranke
I Stoltheds frodærvede Tanke?

8 Ak, søger de nederste Steder,
I Støvet for Frelseren græder!
Saa faa I vor Jesus i Tale,
Thi Roserne vokse i Dale.

9 Nu, Jesus, du stedse skal være
Mit Smykke, min Rose og Ære,
Du ganske mig Hjerte indtager,
Din Sødhed jeg finder og smager.

10 Min Rose mig smykker og pryder,
Min Rose mig glæder og fryder,
De giftige Lyster den døder,
Og Korset saa liflig forføder.

11 Lad Verden mig al Ting fratage,
Lad Tornene rive og nage,
Lad Hjertet kun daane og briste,
Min Rose jeg aldrig vil miste.

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #153