1 At Jesu! hvo kan dog med Takkerøst og Tunge,
I Himmel eller Jord din Troskab nok udsjunge?
Jeg takker dig, at du et Menneske er sød
Og haver derved frelst mig udaf Synd og Nød.

2 Men over alle Ting dit Navn mig Glæde giver
Og Hjertets bitre Sorg med himmelsk Kraft fordriver;
Ei nogen Verdens Trøst til fører saadant Gavn,
Som Hjertet finder ved det sOde Jesu Navn.

3 O jesu, ædle Skat! du kan al TrOst tilføre,
Slet Intet er saa kjært, som Jesu Navn at høre;
Jeg nu ei sOrge, men kun Jesum bede tør,
Den store Gud og Mand, som Verden saliggjør.

4 Naar Satans List mig vil med Fristelser besvære,
Er Jesu Navn min TrOst, mit Skjold min Fred og Værge;
Det er min Lægedom i al minAngst og nød,
At jeg ei frygte tør Synd, Djævel eller Død.

5 At jeg vor Vredens Barn, det gjorde Syndens Pletter,
Men Jesu Navn mig til et Naadens Barn opretter;
Han bar og borttog al minSynd og Synderstraf,
Han mig sin Faders Gunst og Salgheden gav.

6 Saa helliggjør han mig af alle Syndepletter;
Det sOde Jesu Navn, som Synden bedst udsletter,
Tog bort Forbandelsen og gav Velsignelse;
O, vig da bort al Frygt, jeg har min Frelsere!

7 Han være skal mit Lys, saa viger Sindets Mørke;
Han v"re skal min Dug, som svaler Modgangs Tørke;
Han være skal mit Skjold, min Skygge, Slot og Vagt,
MinRigdom, Ære, Gods, min rette Sjæleagt.

8 Han være skal min Vei til Himmelen fra Vaade,
Min Sandhed og mit Liv; han give mig af Naade,
Naar jeg skal fare hen, jeg fare maa i Fred
Med Jesu i min Arm og se hans Salighed!

9 Jesus imidlertid mig h∆'lper her at vandre,
Saa at jeg ene ham maa elske over Andre;
Han staar mig stedse bi med sin den gode Aand,
Og giver Kraft til Alt, hvad jeg har under Haand.

10 I Jesu navn jeg er opstanden af mit Leie,
I ham fuldsører jeg mit Kalds og Vandrings Veie,
Udi hans Navn jeg har begyndt med at frit Mod
Han give Fremgang til og gjøre Enden god.

11 Dig lever jeg, i dig jeg og mit Liv vil ende,
Dig Jesu, vil jeg dø, du kan mig Liv tilvende;
I Himmeriges Arv, som for mig er bered,
Af dig forklaret skal jeg nyde Salighed.