Text:Eet er nødigt, dette Ene

369. Eet er nødigt, dette Ene

1 Et er nødigt; dette Ene
Lær mig, Gud, at kjende ret!
Verden kan mig intet tjene,
Den for Sjælen findes slet;
Den er kun er Byrde, som nager og plager,
Hvor Sjælen dog ingen ret Liflighed smager,
Men faar jeg det Ene for Alting kun fat,
Da bliver mig en Ting for Alting min Skat.

2 Vil du dette Ene tage,
Søg det ei paa denne Jord!
Lad, hvad jordisk er, tilbage,
Søg det oppe, søg det, hvor
At Guddom og Manddom forenet sig finde,
Og hvor al Fuldkommenheds Fylde er inde!
Der, der er det ene Nødvendige ret,
Der, der ei mit Ene, mit Alting i Eet.

3 Som Mariæ Troes Rødder
Heftede til denne Skat,
Da hun sig ved Jesu Fødder
Fuld af Længsel havde sat;
Hans Tale var liflig i Hjerte og Øre,
Hun vilde saa gjerne hans Villie høre,
Hun smagte den Sødhed, i Frelseren laa,
Han ene for hende var Alting at faa.

4 Ligeledes jeg med Smerte
Længes, Jesu, efter dig,
Lad dig finde i mit Hjerte,
Overgiv dig dog til mig!
Og vilde end Mange til Verden sig vende,
Saa vil jeg dog blive mit Maal og min Ende;
Du haver det evige Saligheds Ord,
I dig al Fornøielses Herlighed bor.

5 O, al Visdoms Vældekilde,
Lad den trædske Slange ei
Mig forføre og forvilde
Fra den rene Sandheds Vei!
At jeg udi Enfolds og Ydmygheds Gange
Din Visdom kan søge og Naade erlange
At kjende dig, Jesu, og have dig kjær,
Saa er jeg til Himlen og Evighed lærd.

6 Jeg for Gud kan intet bringe
Uden dig og dine Saar,
Under din Forsonings Vinge
Jeg for Gud frimodig staar.
En evig Retfærdighed du os fortjente,
Der Pinen og Døden dit Hjerte omspændte;
Der har jeg de Klæder, der smykker mig ud,
At prange for Thronen som deiligste Brud.

7 Nu, saa lad mig her opvækkes
Til et helligt Liv i dig,
At det Onde daglig svækkes
Ved din store Kraft i mig!
Thi hvad mig til gudelig Vandring i Livet
Kan tjene, er i dig, min Jesu, mig givet;
Riv fra mig al Kjødets forfængelig' Lyst,
Saa lever jeg i dig, min eneste Trøst!

8 Ja, hvad skal jeg mere sige?
Her er Naadens fulde Flod!
Du gik ind i Himmerige
For mig engang med dit Blod,
Du derved en evig Forløsning har funden,
Hvorved jeg er hjulpen og reddet i Grunden;
Guds Hjerte er aabnet ved denne din Gang,
Thi synger jeg Abba med frydelig Klang.

9 Sjælen ved af ingen Byrde,
Har er frit og lystigt Mod,
Den er ført udaf sin Hyrde
Ind til Livsens Eng og flod.
Ei nogen Forfriskning mod denne kan veie,
At have sin Jesum, ham evig at eie,
Slet Intet mig glæder og dæmper min Ve
Foruden min Jesum i Troen at se.

10 Derfor Jesus, han mit Ene
Og mit Alting være skal.
Prøv om jeg det ret vil mene,
Eller er blandt Hykler's Tal;
Se, om jegmig vender i Sikkerheds Leie,
Og før mig paa Livsens de evige Veie,
At agte for Skade al Vellystens Flok
Og Jesus at vinde, som ene er nok

Text Information
First Line: Eet er nødigt, dette Ene
Language: Norwegian
Publication Date: 1890
Topic: Attende Søndag efter Trinitatis: Aftensang; Eighteenth Sunday after Trinity Sunday: Evening; Kjærlighed til Gud og Frelseren (1 more...)
Notes: Author/Translator from index: J. H. Schrøder; Brorson
Tune Information
(No tune information)



Suggestions or corrections? Contact us