Text:Naar jeg betænker Tid og Stund

357. Naar jeg betænker Tid og Stund

1 Naar jeg betænker den Tid og Stund,
Som jeg af Verden skal fare,
Mit Hjerte fryder saa mangelund
Som Fuglen ved Dagen den klare.
Det er den Dag,
Da al min Klag',
Min Sorrig og Jammer faar Ende,
Til Glæden sød
I Abrahams Skjød
Kommer jeg fra dette Elende.

2 Jeg ved, men Frelser Jesus Christ
I Guddoms Ære lever,
Han mig af Døde opvækker vist,
Med denne min Hud omgiver,
Mit Kjød og Ven
Uden Bræk og Men
Skal skinne som Solen den klare,
Guds Ansigt blid
Skal jeg altid
Beskue aabenbare.

3 Er jeg end fuld af Synd og Last,
Som jeg haver her bedrevet,
Dermed det evige Liv forkast,
Og Dødens Fange er blevet;
Det er min Trøst,
At Jesus Christ
Kom ned til mig paa Jorden,
Han traadde for mig
Mod Døden i Krig,
Min Frelser er han vorden.

3 Ligesom vi alle af Adams Fald
Ere Dødens Skyldnere vorden,
Saa haver Christus vor Synd betalt
Alt med si Død eden haarde;
Min Synd og Last
Er paa ham kast,
For dennem han Fyldest gjorde;
Jeg ved hans Død
Og blod saa rød
Med Gud forligt er vorden.

5 Slangens Hoved er søndertraadt
Af Kvindens Sæd den rene,
Den grumme Død haver mist sin Braad,
Den borttog Christus alene,
Og Helveds Magt
Er ødelagt,
Over mig skal den ei raade.
Trods Satan og Død
Og Helvedes Glød,
De kunne mig Intet skade.

6 Paa Korset døde Christus for mig
Og lad sit Legem begrave,
At jeg skal leve evindelig,
Med hannem Himmerige have;
Til min Retfærdighed, jeg ved,
Er han igjen opstanden,
Min Jammer og Nød,
Min Synd og Død
tog han alene til Fange.

7 Eia, min Sjæl, vær frisk og bold,
Glæd dig i Christo din Herre!
Thi Døden, som før var Syndens Sold,
Til Gode skal dig nu være;
Straf var din før,
Nu er den en Dør,
En Gang til Himmerigs Rige,
Nu er min Død
En Søvn saa sød,
Al Sorrig med den bortviger.

8 Du tø ei frygte, hvor du kommen hen,
Naar du af Verden vige,
Dig favner en tryg og fuldtro Ven,
Som dig vil aldrig svige,
Christus, Guds Søn,
Gjorde for dig Bøn,
At du skulde hos hannem blive,
I Glæden og Ro
Han altid bor,
Den vil han dig og give.

9 Et Sovekammer skal være min Grav,
Mit Legem sig der skal hvile,
Paa Dommedag staar jeg deraf,
Derpaa jeg ikke tviler;
Gak ind min Sjæl,
Og hvil dig vel,
Det Onde lad overfare,
Luk Døren til!
Naar Gud han vil,
Da skal du aabenbares.

10 Retfærdig Gud og Fader blid,
Din Visdom kunde det raade,
At Nade og Retfærdighed
Ved Magt kunde blive haade;
Hvo Synden gjør,
Han rettelig bør,
det kan ei andet være;
Vor Død og Grav
Er Syndens Straf,
Retfærdighed det begjærer.

11 Saa vilde og Guds Barmhjertighed,
Vi skulle igjen opstande
Til evigt Liv og Salighed
Alt i de levendes Lande;
Lide vi her Nød
Og blive død,
Vi maa dog ei fordærves,
Vi skulle opstaa,
I Himmerig gaa,
Det haver os Christus forhvervet.

12 Eia, saa dør jeg gladelig,
Jeg frygter foringen Vaade;
Christus mit Liv er visselig,
Og Døden er mig en Baade,
Dør jeg end her,
Jeg lever dog der,
Mit Liv der først der begyndes
Med Glæde stor
I Englechor,
Som aldrig skal forsvinde.

13 Naar du vil kalde, o Herre sød,
Tilrede vil jeg da være,
Min Sjæl med Fryd i Abrahams Skjød
Lad dine Engle bære!
O Jesu Christ,
Som Døden vist
For mig paa Korset taalte,
I Dødens Krig
Du stat mig bi,
At jeg kan Seir beholde!

Text Information
First Line: Naar jeg betænker Tid og Stund
Language: Norwegian
Publication Date: 1890
Topic: Sekstende Søndag efter Trinitatis; Sixteenth Sunday after Trinity Sunday; Opholdelse og Bestandighed i Troen (3 more...)
Notes: Mel. Mit Haab og Trøst og al Tillid; Author/Translator from index: Niels Pedersen Aurilesius
Tune Information
(No tune information)



Suggestions or corrections? Contact us