Text:O søde Gud, din Kjærlighed

285. O søde Gud, din Kjærlighed

1 O søde Gud, din Kjærlighed
Den haver ingen Lige,
Min Sjæl, min Mund, min Tunge ved
Den intet ud at sige;
Jeg i en bundløs Afgrund er,
Naar jeg vil der beskue,
Hvordan du kunde faa mig kjær,
Som intet kunde due.

2 Men du har elsk't al Verden saa,
At før den skulde blive
Fordømt og ganske undergaa,
Den Søn du vilde give,
Som Døden led i Alles Sted,
For Alles Synd at bære,
Jeg derfor er i Tallet med,
Des ske dig evig Ære!

3 Din Kjærlighed almindelig
Til Alle vilde strække,
Og Jesu Værdskyld vilde sig
Til Alles Frelse række;
Den Aands Oplysning er for hver,
Som selv ei Lyset slukker,
Dit Ord slet ingen Mennesker
Ud fra din Kundskab lukker.

4 Men hvad har dog bevæget dig,
O hjerte Gud og Fader,
Saa inderlig at elske mig
Og Verden som aflader
Dog ei at synde, men hver Dag
Har Brøst i mange Maade,
Der kan forværre al vor Sag,
Og spilde os din Naade?

5 Det ikke var vor Deilighed,
Og ei vor byrd og Stamme,
Den var elendig, som du ved,
Vi kunde intet bramme
Af Rigdom, thi vi arme var'
Ved Synd og Satan bleven,
Og af Naturen Vredens Kar,
Til Død og Skam opskreven

6 Vor Dyd og gode Gjerninger,
(Om noget Sligt vi aatte).
Det gjaldt aldeles intet her,
Og intet de formaatte;
Vor Villie og vor Kraft var død
Og i det Gode svækket,
At frelse os fra evig Nød
Det kunde ei tilstrække.

7 Men, hjerte Gud, din Miskundhed,
Dit bundløs gode Hjerte
Saa til os, der vi ilde led
I vor fortvilet Smerte;
Din blotte Naade forekom
Vor Død og evig Fængsel,
Du haver fyldestgjort vor Dom,
Det var din Lyst og Længsel.

8 O Glæde over Glæde stor!
Jeg kan mig selv ei finde
Udi den Fryd, som i mig bor,
Og Sjælen haver inde
Udaf min Jesus, som selv gik
I Borgen for min Brøde
Og holdt det ud til sidste Rik,
Der han paa Korset dOde.

9 Det er ei nogen Drøm og Tant,
Naar jeg mig deri glæder;
Thi det er baade vist og sandt,
At mig hans Uskyld klæder;
Min Dom, min Død, min synd saa led
Den lod han sig tilegne,
Men mig igjen Retfærdighed
Lod han ved sig tilregne.

10 Jeg græder over Syndens Nød
Med mange salte Taare,
Og tror, at Gud for Jesu Død,
Ser til mig usle Daare,
Og i sit Aasyn agte mig
For Jesu Skyld retfærdig,
Som af mig selv evindelig
Til Dødsnes Dom var værdig.

11 Paa hannem har jeg Troen kast',
Og ved den Tro alene
Jeg paa min Salighed er fast;
Ei Satan skal formene
paa gud og paa hans Søn at tro,
Og der mit Anker fæste,
Hvor Aanden til min Sjæles Ro,
Selv sukker til mit Bedste.

12 Og om end min Samvittighed
Mig overlydt beviste,
At Gud mig for min Synd var vred,
Saa Troen jeg forliste,
Et Lidet varer denne Nød;
Jeg snart ved jesu Pine
Og ved hans Saar og Blod og Død
Kan Vantro undertrine.

13 Slet Intet under Vantro kan
Fordømme mig og fælde,
Thi Jesus Alles Frelsermand,
Sig lader mest angjælde
Dem, som i Troen blive ved
Og ud til Enden holde;
Jeg fægter og for Salighed
Med disse stærke Skjolde.

14 O fromme Jesu, lad din Aand
Mig herudi bekræfte
I Dødens Stund, at Troens Haand
Saa fast ved dig kan hefte,
At Sjælens sidste Sukke maa
Optrænge til Guds Throne!
En naadig Gud jeg da skal faa
Og Livsens herlig' Krone.

Text Information
First Line: O søde Gud, din Kjærlighed
Language: Norwegian
Publication Date: 1890
Topic: Secund Pinstedag; Second Pentecost; Psalmer ved Missionsmøder (5 more...)
Notes: Mel. Jeg beder dig, min Herre og Gud; Author/Translator from index: Kingo
Tune Information
(No tune information)



Suggestions or corrections? Contact us