Psalmebog, udgiven af Synoden for den norske evangelisk-lutherske Kirke i Amerika (2nd ed.) ‎#232

232. O Sjælehyrde, Gud og Mand

1 O Sjælehyrde, Gud og Mand,
Hvo kan dog nok udgrunde
Din Kjærlighed, som alle Land'
Maa prise alle Stunde!

2 Du havde Himlens Herredom
I evig Arv og Eie,
Mod hvilken Verden om og om
Slet intet kunde veie.

3 Din Faders Lyst af Evighed
Du altid var, og vilde
Dog her paa Jorden komme ned,
Og Satans Værk forspilde.

4 Din store Lyst du havde dog
Til Mennesken' at føre
Fra synd og Satans haarde Aag,
Og dem at saliggjøre.

5 Du klædte dig udi vort Kjød,
En tjener her at være,
Og undergav dig Nød og Død
For Mennesket at ære.

6 Du fandt saa vild en Hjord udi
En slet fortvilet Vaade,
Strax hegned' du en Faaresti
Udaf din store Naade.

7 Didhen du kaldte hver og en
Og vilde dennem lede
Fra Satan, Synd og Dødsens Men
Og fra din Faders Vrede.

8 Jeg kom og ind, og strax fornam
Udaf dit Ord med Glæde,
Hvor du, o Guds uskyldig' Lam,
Var Døren at indtræde.

9 Den Hellig-Aand, Dørvogter der
For Fattige og Rige,
Oplukker villig for enhver,
Som ret derind vil stige.
––––––––––––

10 Nu ved jeg Vei til Himmerig,
Den bør jeg aldrib dølge,
Det er, o søde Jesu, dig,
Jeg vil dig ogsaa følge.

11 Du Veien er til Salighed
Og Himlens Fryderige,
Og ingen anden Sti jeg ved
I Verden af at sige.

12 Jeg maa bejamre det, jeg gik
Fra Paradisest Glæde,
Og siden i forvirret Skik
Ad Mørkheds fæle Stræde.

13 Paa denne Vei selv Satan laa
Med Dødens giftig' Pile,
Hvor Synd og Sorg og ond Attraa
Mig undte ingen Hvile.

14 Min Jesus, som mig skuffer ei,
Men vil mig trolig lære,
Mig viser til sin Kirke Vei,
Og selv min Dør vil være.

15 Jeg der saa frit gaar ud og ind
Og finder Sjæleføde,
Der himmelkvæger Sjæl og Sind
Og lægger Synden øde.

16 Dørvogteren mig passer paa
Og kraftelig mig minder,
Om jeg udaf min Vei tør gaa,
Min Salighed til Hinder.

17 Her kan jeg udi Fryd og Fred
Hans Kirkes Gode nyde,
Og siden i hans Salighed
Evindelig mig fryde.

18 Jeg ser i ham en aaben Dør,
En Dør til Himlens Throne;
Jeg ser det, jeg ei vidste før,
En uforvisnet Krone.

19 En Krone, som mig hen er lagt
Udi Guds eget Gjemme,
Paa den min Sjæl har nøie Agt,
Gid jeg den aldrig glemme!

Text Information

• First Line: O Sjælehyrde, Gud og Mand
• Language: Norwegian
• Publication Date: 1890
• Topic: Secund Søndag efter Paaske; Second Sunday after Easter; Kriken; The Church
• Notes: Mel. Jeg ved et evigt Himmerig; Author/Translator from index: Kingo

Tune Information

(No tune information)