Kirkesalmebog ‎#169

169. Igjennem Tidens Plager

1 Igjennem Tidens Plager
Og Verdens sure Nød,
Igjennem Kamp og Klager
Og manger tunge Stød
Jeg har med Gud mig vovet,
Det Prøve-Aar er endt,
Gud være evig lovet
For Hjælpen, han har sendt!

2 I dig, o Gud, jeg røres,
Jeg lever og jeg er,
Og af din Haand jeg føres
Som Barnet, du har kjær,
Din uforskyldte Naade
Deraf er al min Trøst,
Dig vil jeg lade raade,
Du har min Sjæl forløst.

3 Dig vil jeg, kjære Fader,
Paany mig binde til,
Jeg gjerne gjør og lader
Og lider, hvad du vil;
Dig være Viljen givet,
Den er ei mere min,
Med al min Deel i Livet
Jeg er og bliver din.

4 Dig vil i alt jeg lyde,
Hjælp, jeg det gjerne gjør!
Skal Armods Brød jeg bryde,
Og gaa for hver Mands Dør,
Forfulgt, om jeg skal være,
Og komme i Foragt,
For Guds Skyld vil jeg bære,
Hvad mig er forelagt.

5 Blir jeg forladt af alle,
Jeg tier og er stil,
Skal jeg i Angest falde,
Min Frelser, som du vil!
Skal Sot og Sygdom komme,
Jeg vil mig lydig te,
Og er min Livstid omme,
Guds gode Vilje ske!

6 En liden Stund, saa siger
Du naadig: Det er nok!
Og Vaanden salig viger
Bort fra din Børne-Flok;
Da vil du Hvile give,
Til hver tro Tjener din
Dit Trøste-Ord skal blive:
Gak til min Glæde ind!

7 Idag et Aar er spundet,
Et andet skrider ind,
Din Naade ny oprundet
Lad være, Herre min!
O Jesu, lad til Grunde
De gamle Synder gaa,
At jeg ved dit saa kunde
Et saligt Nyaar faa!

Text Information

• First Line: Igjennem Tidens Plager
• Language: Norwegian
• Publication Date: 1893
• Topic: Nyaarsaften; New Years Eve; Styrelsen
• Notes: Som: Mig hjertelig nu længes

Tune Information

(No tune information)